Posts Tagged ‘uddannelsesskadet’
Uddannelsesskadet
Nogle mennesker er uddannelsesskadet. De tror de er klogere end andre mennesker, fordi de har læst nogle bøger, som andre har valgt for dem. De tror de ved bedre, og fortæller gerne omverdenen, at de jo er uddannede dit eller dut med speciale i dat, så derfor kan de oplyse, at det du siger er forkert.
Med løftede pegefingre og overbærende smil fortæller de, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen – for det ved de! Det gør du ikke. For du har ikke (denne) uddannelse, og nu skal du bare høre. De kan henvise til side 5 og recitere en paragraf udenad – så de har vundet. Du er sat til vægs – og de selv til pediestals.
I min model af verden, er det ikke uddannelse. Det er skoling, og i de fleste tilfælde hjernevask. Ensretning. Et diplom i ignorance. ‘De perfekte idioter’ bliver den slags også kaldt, af dem, som strikker uddannelsen sammen. For så har de nogen ved roret, som gør hvad de vil have. Og kun det. Genialt.
Sand uddannelse er at tænke selv, finde bøgerne selv, gå udenfor bøgerne, gå dybt og koble ting sammen – helt udenfor pensum. Helt ude i kvantum, hvor vi mangler begreber – og dog forstår.
Uddannelse er en rejse, ikke et diplom. Det handler ikke om beståelse, men forståelse.
