Posts Tagged ‘væren’
Ferie på Åland
I nat kom vi hjem efter en uge i Åland, som er en øgruppe mellem Sverige og Finland – beliggende i Den Botniske Bugt (i Østersøen). Teknik set hører Åland til Finland og har gjort det i 100 år, siden Rusland frigav Finland og Åland. Før de blev overgivet til russerne hørte begge til Sverige i 700 år. Øboerne kommer oprindeligt fra Sverige, taler svensk og har svensk kultur.
Åland har selvstyre, som er yderst velfungerende. Det fik de blot to år efter de overgik til Finland. De har deres eget flag, taler fortsat svensk og har beholdt deres oldgamle svensk / ålandske traditioner. De er helt i front med økologi og lokale råvarer. Genbrug hitter i Åland. Og så er det meget brugt, at kvinder i alle aldre ikke bruger make-up.
I en uge boede vi langt ude i det bare ingenting, naturligvis uden wi-fi, TV og mobiler. I en skøn væren. Vi gik i sauna adskillige gange dagligt og tog iskolde brusebade. Også Kurt (8) og Clara (10). Vi badede i fjorden, som vi boede blot 25 meter fra, i et primitivt bjælkehus – med ude-lokum. Køkkenet var miniature og vi levede udendørs konstant.
Dagen lang gik vi barfodede i haven, læste og børnene lavede kreative lege af omkringliggende grene og sten. Det meste af tiden løb de nøgne omkring.
Nærvær nærvær nærvær. Den ene aften svømmede en kæmpe svane forbi os, da vi var ude i søen at bade, og efter den kom dens små ungerne flydende 🙂 Vi var en del af naturen, i symbiose med den.
En del af min slægt kommer fra Åland. En direkte ane var landsommer, høvding og ridder af svensk/finsk adel og hed Jöns Sluk til Grelsby. Det var i 1400 tallet. Vi kørte i Grelsby området og jeg følte en samhørighed. Åland er fantastisk. Jeg er blevet smask-forelsket i øerne og kommer bestemt retur. Åland minder om mit elskede Bornholm.
Foto: Sauna og badeværelse lå i et annex for sig. Bagved ses fjorden vi badede i.
