Vinni Gren Bonde

I går besøgte jeg en veninde (vi kalder hende Dina).

Hun er 55 år og har – som jeg – gjort karriere i store internationale virksomheder, hvor hun havde job med ansvar. Hun trivedes i det og var dygtig, videreuddannede sig konstant og havde ‘let’ ved det. Hun var alenemor, og det var intet problem for hende, at få arbejdsliv og privatliv til at harmonere.

En lørdag år 2002 ringede hendes bror til mig. Han fortalte Dina var blevet indlagt på psykiatrisk hospital, hvilket var århundredes chok for både ham og mig. Dina? Af alle mennesker!

Kanin-dræber-kursus udløste depression
Årsagen var, at hun forinden havde været på en to-dages teambuilding med arbejdet. De var på en overlevelsestur, faciliteret af en tidligere jægersoldat, som nu levede af at arrangere ‘kanin-dræber-kurser’ for virksomheder, som ønskede at presse medarbejdere udover kanten, med det formål at de skulle blive psykisk robuste og performe bedre.

Jeg selv havde været på samme teambuilding kort forinden og det var langt fra en god oplevelse, foruden etisk uforsvarligt. Hvis jeg blev bedt om at tage afsted i dag, ville svaret være: Bare nej!

Dina var på denne to-dages stroptur næsten uden søvn, hun klatrede i høje træer, svømmede i en sø om natten, og løb gennem krat uden at kende vej. Da hun kom hjem fik hun det dårligt og ringede til lægen, som slog alarm. På hospitalet fik hun stillet diagnosen depression.

Fra teambuilding til førtidspension
Arbejdspladsen to ikke ansvar for turens udfald. Den slags måtte man udstå, ellers var det fordi der var noget galt i forvejen – og det kunne virksomheden ikke tage ansvar for. Dina blev langtidssygemeldt. Herefter fulgte fem år med skiftevis jobprøvning, langtidssygemeldinger, psykofarmaka med svær overvægt til følge og slutteligt: Førtidspension. Hun befandt sig i et stort sort hul i årevis.

Det gode liv uden arbejde
I dag har Dina det godt, fordi hun har arbejdet meget med sig selv – i rigtig mange år. Hun er medicinfri, træner, lever roligt og er glad. Det langsomme og harmoniske liv er afgørende for hendes tilstand, og hun tåler ikke nogen stiller krav eller forventninger til hende, så bliver hun atter dårlig.

Respektløs indstilling til folk uden job
I går fortalte Dina – til min store overraskelse – at folk hun kender presser hende, selvom de kender hendes sygdomshistorik. De mener, at fordi hun ikke arbejder, så har hun da lige tid til at hjælpe, med al muligt. Rette ansøgninger, bage kage og sågar passe naboens barn, når moren skal ‘noget vigtigt’.

Jeg var rystet. Det var ikke nødvendigt at give Dina råd til at sige fra, det havde hun allerede gjort. Men det irriterede hende, at folk ikke havde respekt for hende og hendes tid:

– Det er som om, at når man ikke har et arbejde, så skal man stå til rådighed. De tror ikke at man har et fuldt liv, med al muligt andet. De mener, at det her kan du da godt lige ordne for mig – totalt respektløst. Som om deres tid er vigtigere end min, bare fordi de ikke lige ved, hvad jeg laver.

Jeg var jo rørende enig. Det er respektløst.

Det gode liv som arbejdsfri
Heldigvis er jeg fri for, at folk spørger mig om lige at ordne noget for dem, som Dina oplever det. Måske fordi folk ved jeg har mit liv fyldt ud med en åndelig praksis, kreative projekter og husmoderlige sysler? Måske fordi de ved jeg har fravalgt arbejde, bevidst. Jeg er ikke førtidspensionist, jeg er bare arbejdsfri. Dina har ingen mand og ingen hjemmeboende børn. Måske tror folk hun ligefrem keder sig? Men sådan spiller klaveret ikke.

Dinas klaver stemmer, og hun lever fortsat sit harmoniske og indholdsrige liv. Hun har taget filosofi-kurser, fået venner fra sommer-højskoleophold, og henter barnebarn fast hver tirsdag, men kun et af gangen – for hun magter ikke at have begge børnebørn samtidig. Det er også meget med to små.

Det er en fryd at se, hvordan Dina har vendt sit liv fra et helvede på jord, til et rigt liv – i ro.

For, bare fordi man ikke arbejder, betyder ikke man ikke har et liv. Tværtimod!