Vinni Gren Bonde

Clara kom hjem fra skole, hvor de havde om Sverige, og læreren undrede sig over Clara talte så godt svensk. Clara forklarede, at vi havde noget svensk i os, og lærere spurgte: – Hvor meget?

Det vidste Clara ikke, og så måtte hun hjem at spørge mig, og så lavede vi det om til et regnestykke. Jeg tegnede et lille slægtstræ og så gik vi i gang: – Jeg er 40% svensk. Hvor meget svensk er du så Clara?

Det kom bag på Clara, at vi havde så meget svensk i os, fordi jeg jo mest havde fablet om den der mystiske slaver over østfra. Men det var jo bare fordi det var noget jeg havde opdaget for nyligt. Top of mind. Det er, hvad det handler om. Det fylder, fordi det er ny (og spændende og hidtil ukendt) viden. Det er altid fascinerende at opdage, at man har noget mystisk i sig.

Det med det svenske har jeg jo vidst hele livet! Jeg har holdt ferier i Sverige hos mostre og onkler og leget med kusiner og fætre og talt svensk og dansk med dem i en stor pærevælling. Så det regnede jeg ikke for noget. Det var jo bare, hvad det var. Vi har også en enkelt tip-oldefar fra det nordligste Norge. Fra Troms.

Så fik vi en snak om det, Clara og jeg.

Det forklarer i øvrigt også, at jeg ofte bliver skudt til at være svensker, når jeg er i udlandet. Det er sjældent der gættes på dansker, rent faktisk. Med mindre de hører mig tale dansk. De fleste siger, at jeg ikke ligner en dansker, men er svær at bedømme. Måske fordi det slaviske faktisk trænger igennem, og ‘forvirrer’ lidt. Sådan er det at være et puslespil. Og det er vi stort set allesammen.

De fleste render jo rundt med aner, som de intet aner om. 🙂