Vinni Gren Bonde

De senere årtier er time management – altså kalenderstyring – blevet mere og mere udtalt. Både på job og privat. Alt skrives i en kalender, og er der et ‘hul’ er det en oplagt lejlighed til at fylde det ud, for ellers er vi jo ikke effektive. Et ‘hul’ i kalenderen opfattes som tid spildt.

Vi er blevet en kalender-kult. Vi lever ikke med kalenderen som støtte, vi kalenderstyrer livet mens vi støtter os til en stress coach. Det er sgu da en falliterklæring!

Fine forkromede kalendere, har vi med os overalt, fordi vi er online overalt. Vi skulle ellers have glæde af teknologien, men det er tydeligt at se, at denne teknologi (mis-)bruges på en måde, som avler mere stress. For vi bliver nemlig ikke mere effektive. Vi genererer bare flere aftaler, og det stresser!

Ledere lærte får mange år siden af HR, som lærte af koncerndirektøren, at det ikke er mængden af arbejde (stram kalender) vi får stress af, det er måden vi vælger at håndtere det på.

– og, at stress i øvrigt ofte skyldes noget i privatlivet, ikke arbejdslivet.

Sikke. Noget. Dybt. Manipulerende. Ansvarsfralæggende. Sociopatisk. Bullshit !!! Konsekvenserne af denne vanvittige indstilling på ledelsesgangen er vidtstrakte. Jeg har set grumme ting og sager.

Hvis jeg, i forlængelse af mit formiddagsritual med lysterapi og Hong Song – for at balancere min chakra – i stille og oplyst Kristus-tilstand svæver 10 cm over stuegulvet hen til computeren, og tager et kig i en hysterisk overtegnet kalender, ja så får jeg sgu stress!

For at undgå kalenderstress gælder det om at holde sig fri af kalender kultdyrkelsen, og nøjes med at bruge den som den er tiltænkt: Et støtteredskab. I begrænset omfang. Ikke styrende for ens liv.

Den analog Mayland-kalender er vi nok mange, der husker. Den lå altid i forlommen på Fjällräven i 80’erne og 90’erne, eller ved siden af den analog telefon, ovenpå dækservietten på spisebordet i køkkenet. I spiralryggen lå den blå plastikkuglepen, og skulle en aftale komme i hus, kunne den indskrives i kalenderen. Efterhånden som dagene gik, kunne man afrive en lille slip nederst i hjørnet af siden. Så var det let at slå op på dags dato, og tjekke om der skulle være en lægetid.

Der var så meget luft i kalenderen, at vi alle tegnede blomster, hjerter og navne på vores idoler.

Mayland-kalenderen var til for vores skyld. Den eksisterede kun for at vi ikke skulle glemme sidste menstruationsdag, tiden hos tandlægen og farmors fødselsdag. Der var dagevis af blanke sider. For tiden inden 1996 levede vi på en anden måde. Vi havde andre ambitioner og en anden opfattelse af begrebet tid. Tid var noget, der bare var der. Jeg kendte ikke én, som havde haft stress, dengang.

Min mor arbejdede som administrationschef. Hendes arbejdskalender var en lidt stor Mayland-kalender, som lå åben på hendes skrivebord. Der var så få aftaler i, at den også fungerede som direktionens fælles mødelokale-booking-kalender. Der blev ikke brugt en time dagligt på kalender-gymnastik. Når lederne havde brug for at tale sammen, mødtes de i forkontoret og talte sammen, uden forudgående aftale.

“I’m more effective when I strive less – trusting instead in a higher power to guide my vessel down time’s mysterious non-linear stream.” (Ben Greenfield, foredragsholder, forfatter og biohacker)

(“Jeg er mere effektiv, når jeg stræber mindre – og i stedet stoler på en højere magt, som vil guide mit fartøj igennem tidens gådefulde ikke-linære strøm.”)

Altså, loosen up a bit og nyd livet, nyd at have masser af tid, og giv ‘det op’ (ikke opgive) til Altet. Stol på, at ved at leve livet roligt, og give dig god tid, så vil vi få hjælp ‘ovenfra’ med det hele.

Ben Greenfield bor langt ude i en skov, i et meget øde område af USA, med sin kone og tvillingesønnerne på 10 år. Sidstnævnte bliver unschoolet, konen går hjemme og Ben har flere virksomheder og har hele livet dyrket ekstremsport, vundet adskillige priser og kørt et hårdt og stramt kalenderliv. Indtil han fik nok! Hans krop sagde fra, som kroppe gør, når presset har været udtalt længe.

Ben sadlede om. Bruger i dag tid sammen med familien og har oparbejdet nogle gode ritualer med bøn, meditation, sang/ guitar på verandaen, brætspil, vejtrækningsøvelser og gåture i naturen. Og, som han siger, så er det som om at hans mentale – og fysiske – form bliver bedre, når han undlader at presse sig selv så hårdt. Han gik fra at arbejde 12 timer i døgnet, til at arbejde 6. Men han er mere effektiv. For han sover mere, og er derfor mere oplagt og har mere overskud.

Det var grænseoverskridende for ham at begynde på dette nye liv, for han havde jo lært, at han skulle det modsatte, køre hårdt på for at nå mere. Det er vi nok mange, der har lært. Og hvad er resultatet?

Når vi kaster en sten i vandet, breder der sig ringe i vandet, i alle retninger. Fremad, ind i fremtiden og bagud, tilbage til fortiden. Din intuition og mavefornemmelse i liv-eller-død situationer, kan faktisk modtage bølger fra en potentiel fremtid, således at du varskoer dig selv om bestemte handlinger.

Tid er med andre ord ikke linær. Alligevel forsøger vi at styre den, som om den var. Vi ekstrem-styrer.

“I, som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort.” (Det Ny Testamente, Jakobs Brev 4. 14)

Det er NU vi skal leve. Ikke kun i weekenden. I ferien. Når vi er på pension. Nu! Vores liv er et kort splitsekund i det store evige. Alle de mange fælles-arrangementer og familieting vi inviteres til er kammet over for flere sæsoner siden. Skulle vi ikke lave en episode, med total fred og ro? Både i arbejds- og privatkalender?

Waou. Forestil dig lige det. Forestil dig lige – bare et øjeblik – at onlinekalenderen blev byttet ud med Mayland-kalenderen. Både på arbejde og derhjemme. Ok, det er bare et tænkt eksperiment, måske ikke helt realistisk. Men eksperimenter kan der komme meget godt ud af. De kan ændre vores opfattelse.

Ben Greenfield har indført begrebet JOMO (Joy of Missing Out) som en kvalitativ afløser til FOMO (Fear of Missing Out). Ben nyder sit JOMO liv, som tidligere i den grad var et FOMO liv.

Sociale medier, SMART phones, youtube, Tik-Tok, “Nyhederne”, TV-underholdning, power-shopping o.m.a. er bevidst designet til at skabe FOMO i os. Det er skabt til at distrahere os. Når vi bliver konstant distraheret, bliver vi trukket væk fra os Selv. Så mærker vi ikke os selv. Mærker ikke, at noget er galt. Vi mærker ikke, hvad der er sandt og hvad der er falsk. Vi mister vores dømmekræft og træffer dumme beslutninger. Og vi bliver syge af det. Stress. Depression. Fysiske smerter. Sygdom.

Kunsten er at undgå distraktioner, som kun er ude efter at stjæle vores nærvær og fokus. Man kan sige, at distraktioner er sjælens virus. Vi kan tåle bakterier, men for meget distraktion svækker immunforsvaret og virussen får tag i os. Og så er det ellers ned af bakke …

“Trust me: If you try to do it all, you’ll never have enough time.” (Ben Greenfield)

(“Tro mig: Hvis du prøver at nå det hele, vil du aldrig have nok tid”.)

Kreative idéer og indfald gør os produktive! Ikke den stramme kalender. Den kvæler os bare.

Kreativitet opstår, når vi tillader tankerne at vandre lidt omkring, fx når vi går tur med hunden, bager boller eller stiller øjnene på uendeligt og stirrer ud af soveværelsesvinduet. Dette tillader en stram kalender aldrig! En stram kalender kvæler kreativiteten. Kvæler os. Vi er alle kreative, som udgangspunkt. Se på børn. De er alle kreative. Tegner, maler, laver historier, leger. Hvorfor stopper vi?

Daglige rutiner med de ting, som betyder mest for os, er fundamentet for det gode liv. En kalender, som altid kan skrives om, hvis vi skønner det vil være bedre. Hvor vi relativt let kan flytte rundt på aftalerne.

Stille-tid, i form af meditation, bøn, taknemmelighedsbreve, lange gåture, isbade, blokfløjtespil – eller hvad der nu er vigtigt for dig – i bare en halv time, kan være en kilde til ro og dyb fred, der påvirker hele din dag. Forestil dig, hvad to timer dagligt vil kunne gøre?

Og forestil dig, hvorfor to ud af 24 timer ikke skulle være muligt? Hvad er det for et lorteliv vi lever, hvis ikke vi kan finde to timer, til noget der virkelig betyder noget for os. Så er det sørme tid at sadle om!

Når vi prioriterer vores stille-tid sender det ringe i vandet, frem og tilbage i tid. Det påvirker ALT.

Vi må simpelthen lægge afstand til kalender-kulten, melde os ud af den. For ingen af os har jo i virkeligheden nogensinde melde os ind i den. Vi vågnede en morgenen, og opdagede at vi var en del af den. Ufrivilligt. Det er bare kommet snigende. Som en tyv om natten. En tyv, der stjal tiden fra os.