Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Et forventningsfrit liv – er det muligt?

leave a comment »

En af de største fejl vi mennesker dyrker er de forventninger vi har til hinanden. Det spænder ben for os igen og igen, og vi bliver skuffede. Når skuffelse sidder længe i kroppen kan det udvikle sig til bitterhed. Det er hul i hovedet at leve sådan, når vi kan blive fri for det og leve et liv i tilfredshed.

Det kan være den gamle mormor, som bliver skuffet hvis man ikke ringer ofte nok. Det kan være onklen, der aldrig har tilgivet nevøen udeblev på 60 års fødselsdagen – for nu var det jo hans tur! Det kan være veninden, der igen har glemt at skrive på fødselsdagen – eller har undladt at kondolere med farens død.

Uha, der er så meget der kan gå galt, når man er i live. Alt vi gør, eller ikke gør, kan være forkert – i den andens øjne.

Som menneske falder jeg selv i fælden, fra tid til anden. Det kræver mod, at se sig selv i spejlet og gøre sig fri af disse forventninger. Ligesom det kræver mod, at sige stop når nogen stiller urimelige forventninger til én, og tilmed ytrer skuffelse over man har undladt at hoppe og danse efter deres pibe. Men er det overhovedet muligt at leve uden forventninger til andre mennesker og deres rolle i vores liv?

Forventninger er forskellige fra menneske til menneske, fra familie til familie, venneskreds til venneskreds – ligesom nogle forventninger er kulturelt betingede. Disse kan være svære at aflære – for ikke at tale om: Svære at se. For vi alle har vore blinde pletter. Vi alle har områder af forventninger.

Jeg synes livet er skønt og letvægts-agtigt, når jeg ikke har forventninger til andre mennesker – udover at vi naturligvis skal opføre os venligt overfor hinanden. Begge veje. Ord som ‘tak’ klinger godt hos alle. Men at udfylde en af andre defineret rolle for at please og leve op til nogle forventninger og hjemmebryggede regler, må vi selvfølgelig til hver en tid takke NEJ til. Det bliver man bare syg af.


Discover more from Vinni Gren Bonde

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Written by Vinni Gren Bonde

januar 31, 2024 hos 10:20

Skriv en kommentar