At forbinde sig til Gud, Allah, Allaha, Hjertet, Bevidsthed
Der er mange måder at forbinde sig til sit hjerte på. Nogen gør det, ved at sidde stille og lukke øjnene. Andre lægger en hånd over brystet. Andre igen gør det alt imens de går tur, handler eller kører bil – de forbinder sig i forestillingen, der hvor de er.
Hvad vil det sige, at forbinde sig til hjertet?
Nogen kalder det Gud, andre Allah (det er det samme, for Allah er blot arabisk for Gud), Allaha (aramæisk, som Jesus talte, og det ligner Allah rigtig meget, det er også begge semitiske sprog – arabere er nemlig semitter, hvilket giver ordet anti-semitisme en ny mening), Bevidsthed, Altet, Faderen, Skaberen. Der er mange navne.
Måske har du selv fundet på et, som du synes klinger rigtigt for dig. Måske er der nogle af ovenstående, der simpelthen bare – af forskellige årsager – klinger forkert for dig, og derfor vælger du at bruge et andet ord.
Selv kan jeg så godt lide hjertet. Ikke fordi jeg ikke tror på Gud, for det gør jeg. Men alle har en holdning til ordet Gud, og det jeg tror på kan ligge milevidst fra det en anden forbinder med at tro på Gud. Derfor bruger jeg hjertet. Derfor går jeg med et hjerte i en kæde om halsen. Af og til kalder jeg det Evigheden.
Det handler ikke om, hvad vi kalder det. Det handler udelukkende om, hvad det er vi forbinder os til.
Nogen griber phonen og ringer til Tove og kalder hende Tove. Jeg kalder hende udelukkende mor. Det er dog den samme vi forbinder os til. Hvis nogen bliver sure og siger det er forkert af mig at sige mor, og mener jeg ikke kender hende rigtigt, når jeg ikke siger Tove ligesom dem, så er de jo galt afmarcheret.
Sådan foregår det dog desværre ofte indenfor institutioner af tro. Det er trist. For det er historien om mor Tove om igen. Ja, folk har forskellige leveregler, men derfor er mor Tove jo den samme. Det er dem, der kender hende, der er forskellige – og de har forskellige opfattelser af hende. Alle har jo forskellige opfattelser af alle. Men mor Tove er dog den samme.
Kæden falder af, når nogen påstår at have svarET. Ingen har det evige sande svar om det evige sande. De har ét svar (svar-ET).
Og, hver gang vi finder et svar, er der altid mere at vide …

Discover more from Vinni Gren Bonde
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Skriv et svar