Vinni Gren Bonde

Sensommer-marken overfor er majet,
ligeså meget som jeg.
I grænseland mellem sommer og efterår
– gylden i top, naturligt mørkere i bund.

Jeg undrer mig såre,
over tilbedelsen af det unge.
Åh jo, jeg ser livet og begejstringen i ynglingen
– og tændes af energien!

De unge lærer os,
minder os
– og kærer os.
Ynglinge er melodiøse takter i vor klassiske værk.

Om lidt møder jeg 44 år.
Jeg har det med min alder,
som med den majede mark
– den giver et underfundigt sug i maven.

Om lidt slutter det varme og lyse,
næst, synger brændte farver
– kvæd, insisterer så,
i et kommende grå.

Jeg elsker mine begyndende grå hår,
rynkerne om øjnene
– der smiler, når jeg ler.
Mine bryster – der er endnu er hævede, som med gær.

Livets sensommer kaster de flotteste skygger,
de velovervejede, som lytter.
Det tidlige efterår synger melankolsk
– rammer den majede, Grundtvig-Koldsk.

Det er med sensommer og efterår,
som med der, hvor fisk yngler:
– mellem varmt og koldt vand …
Som, hvor hvidguld gror.