Vinni Gren Bonde

Jeg bukkede mig ned
og satte mit våben fra mig.
Uvejret og regnen i mit indre,
havde sløret mit syn.

Jeg klappede hælene sammen
og faldt tilbage til min træning.
Af frygt, rettede jeg ind
og gjorde, hvad jeg havde lært.

Det gav mig tryghed,
identitetsfølelse og samhørighed.
Jeg var en del af en gruppe,
men ikke glad.

Da uvejret, i mit indre, omsider ophørte,
fandt solen og glæden atter sin plads.
Igen åbnedes mit hjerte
og så hvilke skridt jeg havde lagt bag.

Jeg bukkede mig ned
og samlede mit våben op.
Jeg måtte gå den tunge vej
og undskylde for min tidligere færd.

I sorg havde jeg fægtet i blinde,
ramt uskyldige med min klinge.