Vinni Gren Bonde

I lørdags var jeg til vikinge-blòt på Roskilde Festivallen. Jeg faldt i snak med en ung pige på omkring de 23 vil jeg gætte på (husker det ikke helt, grundt indtagelse af en del mjød). Jeg husker dog, hvad vi talte om.

Ligesom jeg, var hun vokset op i et frikirke-miljø. I en lille Sjællandsk by ikke lang fra, hvor jeg bor. Jeg selv fik frikirkelivet ind på kroppen, da jeg som 14 årlig flyttede til Bornholm, hvor min mors meget religiøse del af familien bor. Jeg begyndte af egen fri vilje at komme i kirken, da jeg mødte en kærlighed jeg ikke tidligere havde oplevet. Den unge kvinde jeg talte med i lørdags var født ind i det, og derfor var hendes oplevelse en anelse anderledes.

Fælles for os begge var, at ingen af os i dag kommer i en frikirke – eller noget andet kristent regi. Vi var begge enige om, at der kan ligge en kvalitet i det fællesskab, som var i kirkerne. Og også det stik-modsatte. Vi havde begge oplevet en kærlighed og imødekommenhed ud over det sædvanlige, ved at troppe op i kirken, men at hvis ikke vi var som dem, mente det samme, havde samme holdninger og syn på det religiøse, så høstede man en skov løftede pegefingre og formaninger. Opdragelsen blev sat ind. Vi begge havde oplevet at blive kontaktet af diverse personer fra menigheden, som ville fortælle os, hvordan vi havde valgt forkert og skulle ændre det. Det sig værende alt fra en rockkoncert vi havde købt billet til, som var djævelsk – til den kæreste vi havde valgt, uden for miljøet. Noget, som gjorde at vi begge valgte at droppe ud af miljøet. Hun var, som jeg, en selvstædig kvinde med egne meninger og stor karisma . Ingen skulle fortælle hende, hvordan hun skulle leve sit liv.

Jeg kom til at tænke på, at vore oplevelser ikke er enestående. At det har et religiøst islæt gør det bare tydeligere at spotte. Tage afstand fra, for den stærke. For det kræver nosser. Jeg kan stadig opleve familiemedlemmer fra den tid, som med hovedet på skrå i bekymret mine spørge mig, om jeg stadig tror på Jesus. Hvilket faktisk er meget grænseoverskridende og personligt at spørge om. De bekymrer sig for, om jeg er falden.

Og ja, jeg tror på Jesus. Den Jesus Gud har skabt, ikke den kirken har skabt. Jeg finder  hverken Gud eller Jesus i kirken. Derfor har jeg meldt mig ud af den. Helt anden snak ….

Vi møder dem alle steder. Disse kærlige og imødekommende grupper af mennesker. Som med åbne arme tager imod os, når vi tropper op. Når vi for første gang går ind i kredsen. Eller vender hjem igen, som den fortabte søn. De findes i familier. De elsker dig, hvis bare du er som dem. Gør som dem. Har samme værdier omkring at mødes tit og tæt og holde julen på den rigtige måde. Vi møder dem på visse arbejdspladser, hvor du skal være den nye Bent, og ikke må være dig. For du skal i virkeligheden bare udfylde en tom stol, og den stol skal du slet ikke bryde dig om at flytte så meget som en centimeter i en anden retning, der tjener dig og dine kompetencer bedre, så du endnu bedre kan performe. Næh nej, “Bent gjorde altid sådan og sådan, så det skal du også”. I øvrigt var det også Bent, som altid tog sild med til julefrokosten, så det er forventet du gør ligeså.

Vi er elsket. Hvis vi bare er som dem. Det er næppe sand kærlighed. Det er vigtigt at skelne. Klart, at vi svinger bedre med mennesker vi har meget tilfælles med. Men som Benny Andersen siger, så flyver fugle i flok – når de er mange nok. Og når der ikke er plads til en fugl med en anden farve vinger, er det bare om at flyve et andet sted hen. For vi kan male vore vinger blå, men hvis de i virkeligheden er hvide, så vil det uundgåeligt afsløres ved førstkommende uvejr.

Det nemmeste er at dukke hovedet, blive banket på plads og gøre som gruppen forventer. Så de igen kan lide os. Det giver den hurtige respons, som vi kan lide. Det er som at pisse i bukserne. For hvis først vi giver køb på os selv – og hvem vi i virkeligheden er – mister vi os selv. Så kan vi rende rundt som en skygge af os selv, som kloner af de øvrige gruppemedlemmer. Så er vi døde. Så kan vi ikke bruge deres “kærlighed” til noget.

Vil skynde mig at anerkende at mange kan have stor glæde af forskellige gruppesammenhænge – herunder kirkelige fora.  Jeg har bare ikke.