Vinni Gren Bonde

“Vi åbner i kasse 3” er en annoncering i supermarkedet, der taler direkte til reptilhjernen. I hvert fald for en særlig gruppe af mennesker. Pludselig mener nogen, der står bagerst i en meget lang kø til kasse 1 eller 2, at annonceringen er en direkte kommando til dem om, at det nu er deres tur. Før alle de andre, der tålmodigt har ventet.

Med ét er alle fletteregler ophørt. God gammeldags kø-kultur eksisterer ikke længere…

I går så jeg et ældre ægtepar i Super Brugsen, Hvalsø, reagere på denne annoncering. De var netop ankommet, allerbagerst i køen til kasse 2. Her stod jeg – sammen med 6 andre – og ventende pænt til det blev vores tur. Parret var med andre ord nummer 8 i køen. En ung kassemedarbejder annoncerede åbningen, hvorefter den ældre mand kastede en lille gul kvadratisk kaffefløde op på indkøbsbåndet, hvorfra han stod – 2 meter væk. I kø. Yes, han ramte! Nu havde han vundet. Nu var det deres tur. Og dermed basta. Imponerende hvilken ungdommelig livsenergi det ældre ægtepar med ét havde erhvervet sig, ovenpå denne annoncering. Få sekunder forinden lignede de nogen, der dårligt kunne trække en lotto-kupon op ad lommen.

Jeg lagde hovedet let på skrå, fandt min syngende stemmeføring frem og gjorde parret opmærksom på, at Herren foran mig var den næste i køen og at det dermed var hans tur. Parret kiggede hastigt væk. Kvinden sagde – mere henvendt til sin mand end til mig -: “Vi er hurtige” og fortsatte med at lægge varer op på indkøbsbåndet, som om hendes ytring retfærdiggjorde hendes handling. “Holdkæft, hvor frækt”, udbrød jeg en smule rocker-sur.

Alle kiggede forlegent væk. Jeg havde taget det ældre par med fingrene i kagedåsen, alligevel fornemmede jeg ingen opbakning fra øvrige kunder. De foregav at tælle varerne i indkøbsvognen. Kassemedarbejderen havde meget travlt med at tælle alle de fede striber på stregkoderne. Okay – jeg havde tydeligvist sagt noget, der var pinligt! Måske, fordi jeg rent faktisk havde sagt noget, der var rigtigt. Den slags er ofte meget pinligt…

Adskillige gange har jeg været vidne til den slags overspringshandlinger. Hvem har ikke det? Underligt nok, oftest af meget ældre mennesker (dem vi kalder gamle). Jeg har dog aldrig reageret på det, men ladet dem springe over. Pyt. Der går intet af mig ved at lade dem springe over. I går var oversprings-stilen dog så gennemført smagløs, at jeg ikke havde spor lyst til at holde min kæft. Jeg ville dog ønske, at det var den unge kassemedarbejder, der venligt havde bedt parret træde tilbage i oprindelige kø, og herefter kalde Herren foran mig frem. Men den slags kræver naturligvis initiativ og selvstændighed.

Da det blev min tur foreslog jeg kassemedarbejderen en ændring i ordlyden på annonceringen, så det i stedet blev til: “Så er det den næstes tur”. Den unge mand mumlede noget med et “tja, det kan vi måske godt”, hvilket i mine ører rimede slående meget på H&M pigernes: “Hvis det ikke hænger derhenne, har vi det ikke”, hvilket på jævnt dansk betyder: “Rend mig i røven, jeg gider ikke at involveres i noget, der kræver service fra min side”.

Jeg forlod supermarkedet og glædede jeg mig over, at jeg endeligt havde fået de varer jeg skulle bruge, for at lave en lagkage til min bonusdatters fødselsdag. Samtidig frydede jeg mig over, at jeg normalt handler på irmatorvet.dk.