Vinni Gren Bonde

(Skrevet paa amerikansk tastatur, beklager forringelsen.)

Fuglens morgensang,
vaekker os.
Mine oejne aabnes
– pakket ind i en form for livserfaring.

Dagen igennem jeg lytter,
efter egnens dialekter.
Der er mange – med variationer
– som alle vaekker min sjael.

Jeg forstaar ikke sproget,
genkender dog, hvad de siger.
I mit indre resonerer
– vokalernes veer – jeg nikker.

Maden taler sit eget sprog,
bjerget dyrker sit eget kog.
Mine oejne fanger bonden
– i et sekund vi taler faellestungen.

Jeg er ikke bange,
for alt, der foeles nyt.
Jeg er kun bange for alt,
der er fastholdt og er forknyt.

Hele mit ansigt straaler,
af spoergsmaaltegn og glaede.
I virkeligheden er jeg bare
– et sted mellem nu og her.

Jeg kigger ind i sovevaerelsets tapet-sprukne hjoerne,
finder figurer af bil og af bjoern.
Nu, er det nu – og jeg er her
– haaret kilder mit oere – jeg ler.