Vinni Gren Bonde

Den siger ikke noget,
alderen.
Den er der bare
– hvisker lydløst.

Den er god ved mig.
Betragter påskeliljen fra en anden vinkel.
Kigger ned på min fod,
konstaterer årene også her ses.

De siger intet,
årene.
De peger blot tydligere,
så jeg kan bruge sigtekornet.

At ældes,
er som at se uden for øjet.
Jeg ser med sanserne
– og jeg mærker dig.

Det unge forgår langsomt
og sikkert
fordi,
frugtens gær giver kraft.

Synet sløres udadtil,
skærpes efterhånden indadtil.
Min fod er bred og glad.
Mine knæ har smilehuller.

Mine hænder holder om livet,
livet holder af mig.
Mine arme har mange fregner,
mine øjne blinde pletter.

Tårer er afmægtighedens blod,
der flyder når isen smelter.
Tøvejr vasker møget væk,
lad det flyde.

Med alderen mere kvinde,
Mor, Seerske, Elskerinde.
De tre forenes først helt nu.
Nu passer kraft og bæger.

Hej fod,
der er du, i sofaen.
Smilene med røde negle.
Du støtter templets pæle til helligdommen.

Mit liv har mange mure,
flere brudt sammen og bygget op på ny.
Jeg har fundet sprækker i dem alle,
og kigger både ind og ud.

Jeg er ikke bange for livet,
eller døden.
Nogle gang er jeg bange for mig selv.
For jeg ved ikke, hvad jeg ser.

Og jeg ser
intenst.
Liv vil din ind
og ud.