Vinni Gren Bonde

Vinni's Verden

Posts Tagged ‘konfirmationsfest anno 2013

Konfirmationer og nonfirmationer lugter af tis…

with one comment

Nogen placerede engang en lille djævel af en opfinder, inde i den danske folkekirke: Konfirmationen blev opfundet!

– ikke af Gud, ej heller Jesus eller af skøn-jomfruen selv. Men af denne lille opfinder. Denne kæmpe lobbyist. Konfirmationen som begreb findes ikke i Biblen. Det har kun til formål at bekræfte dåben, som er en handling begået (!) af forældrene, inden barnet overhovedet har haft en chance for at vælge til og/ eller fra. Altså et åndeligt overgreb, hvis du spørger mig.

… skynder mig lige at nævne, at jeg har repsekt for de mennesker, der tror på barnedåben …

Det som konfirmationen – af kirken udmeldt – er tiltænkt, er slet ikke det den i dag bliver brugt til. 

Opfinderen har sejret. Den lille klamme djævel. For hvad er det blevet til?

Årligt bliver de røde Ferrarier kørt frem, for at hente mini-brude på 14 år og køre dem 200 meter ned af vejen, mens familie og venner klapper og smilene ser til
– i dette maskespil.

For det er nøjagtigt, hvad det er.

Den 14 årige Paris Hilton wanna-be tror ikke på Gud, men på mammon. Derfor er gæster hidkaldt, for at bevidne mini-bruden lyve i kirken, overfor Gud og mennesker. Og give masser af opmærksomhed, anderkendelse og penge, som resultat af det.

Det er ikke længere en fest, der holdes for 10-15 af de nærmeste familiemedlemmer, hjemme i stuen, med håndbajere, hjemmesmurte smørrebrød, rød-/hvidternede duge og høj latter. Hvor gaver er noget, der er pakket ind og som man ikke ved hvad søren kan være. Næh, nu er det optrækkeri, der overgår selv forældres bryllupper og allerhelst også alle klassekammeraternes mega-fester. Det behøver nu heller ikke være håndbajer-modellen. Men der er noget der imellem.

Sidste år var jeg til en nonfirmation, der blev holdt hjemme i en udelænge, med hjemmelavet mad (nogle af gæsterne havde noget, for at hjælpe til) og de lækreste hjemmelavede flødeboller blev serveret som dessert, til kaffen. Lækkert! Nonfirmandens forældre havde jeans på og rene tænder. Der blev ikke købt nyt gejl og festen var både hyggelig og helt nede på jorden. Den type fester er der desværre meget langt imellem.

Det er fedt at holde fest. Også uden tema og uden grund. Jeg får dog kvalme af normen i måden hvorpå, der afholdes konfirmation/ nonfirmation, i dagens Danmark. Opfinderen har fået de unge til at tro, at det slet ikke handler om Gud. Ej heller længere gaver, som gæsterne har lyst til at forære den unge. En gave, som er givet af hjertet og som ikke er noget fra en ordreliste, arrangeret af en udpeget gave-koordinator. Næææh nej, det handler udelukkende om omfanget af penge.

Og skulle man være så uheldig at modtage hjerte-gaver fra gæster, i form af smykker, sko eller gavekort, kan disse heldigvis sælges på nettet den efterfølgende dag og pengene overføres til den unges bankkonto. For det handler ikke om, hvad gæsterne har lyst til at forære – det handler i dag om, hvad den unge vil have. Og det er ligesom om, at det er blevet en selvfølge, at det skal indfries.

Det er ikke længere et spørgsmål om hyggen, samværet og det at blive fejret en hel dag. Det handler om ussel mammon og en iscenesættelse, der er helt ude af proportioner. Og vi forældre er de helt store syndere, her. For det er os, der trækker det der op. Vores børn gør vi til genstand for andres beundrelse, og måler så vores succes ud fra det. Det er derfor også kun os, der er i stand til at stoppe det igen.

Og ærligt talt, så er det faktisk synd for den unge, som er genstand for mange krumme tæer, blandt gæsterne – der synes det er direkte pinligt at deltage i den slags opkørthed, men som ikke kunne lide at takke nej til indkaldelsen.

Konfirmation