Posts Tagged ‘pædagogens rolle’
Pædagogen
En hyldest til pædagoger og dagplejere – mænd såvel som kvinder !
Hun åbner døren
og livet.
Med åbne arme
øm ryg
og varmt hjerte.
Hun er pædagog.
Hun er grundrytmen
i mange små liv
– store liv,
i mange turbulente liv.
Hun er klaverets insisterende venstrehånd,
der roligt skaber en bund.
Fra tidlig morgen,
hun er der.
Til hen mod aften,
hun er der.
Hendes hjerte bærer mange liv,
hendes tanker mange sorger.
Hun søger ikke anderkendelsen,
hun ved den ikke gives.
Hun nikker troligt til genkendelsen,
hver gang nyt liv trives.
Fodspor efter sig hun trækker,
øser af sig en balsam af rigdom.
Hun er limen, der holder marven fast
i rygsøjlen, hos de mange.
Uudtalt,
underbetalt.
Erfaringer skrevet bag øret
og i tykke bøger.
Vedholden i følelsernes storm,
såvel som i tilværelsens lethed.
Her finder du pædagogens kærlighed.
