Posts Tagged ‘Reaktioner når man takker nej til en invitation’
Betinget kærlighed findes – også i familien!
Har du engang meldt ud, at ‘i år holder vi jul hjemme, bare os’ og oplevet vrede, kulde eller tavshed? Eller takket nej til en invitation til mors runde fødselsdag og oplevet at din mand fik skylden (‘det er også fordi han så introvert’)?
Der hersker absolut betinget kærlighed i mange familiedynastier. Eller rettere betinget opmærksomhed, for det er ikke engang kærlighed.
Dette opdager vi ofte først, når vi ikke længere er medlem af klubben. Når vi har meldt ud, at vi i år holder jul hjemme, bare os. Altså, at vi bryder hver-andet-års reglen, eller hvad det nu er for en ‘regel’ nogen har stillet op (ofte af dem i toppen af pyramiden). Vi har kommunikeret det blødt, pakket det ind i kærlighed og ‘vi ses snart’. Konsekvenserne er alligevel ikke udeblivende.
Når vi er sparket ud af klubben og døren lukker, er det sjovt nok dem, der opfatter sig som ofrene. Hér bliver asymmetrien for alvor synlig og vi forstår ikke, at vi ikke har set det noget før. Måske falder en masse brikker alligevel på plads her.
Vi kan måske få lov at komme ind i entréen igen til en slags revurdering, hvis vi går overordentligt langt ned på knæ – nej på maven – og beder om tilgivelse og nåde. Vi skal erklære, at vi tog fejl – kæmpe undskyld – og naturligvis fremover spille med på deres betingelser. Deres regler. For de er jo de rigtige regler. Husk det! Vores var forkerte. Også vores behov.
Men har vi lyst til det? Vil vi virkelig ind i den skæve og usunde relation, bare fordi det føles ubehagligt ude i kulden?
Nej, absolut nej! Det er som at pisse i bukserne: Varmt, rart og genkendeligt først, men hurtigt afløst af en kold, klam og ildelugtende fornemmelse.
Husk, det er ikke jer, de er interesserede i. Det er jeres roller. I er statister på deres scene.
Morten og jeg har været det igennem. Vi så asymmetrien og stoppede dér. Vi gik hverken på knæ eller på maven. Vi åbnede til gengæld op, når offerkøerne et par gange stak hovedet frem. I håb om, at de ikke var sure mere og gerne ville os, som vi var. Uden underlige krav. Vi måtte dog erkende, at deres henvendelser hver gang handlede om at presse os på plads i folden.
Vi erkendte, at det var udmærket de lukkede døren til klubben og nægtede os adgang i hjemmet. For, hvis kærlighed (eller blot opmærksomhed) fra familie er betinget af, at vi følger deres doktriner – helt uden hensyntagen til vores behov – så er vi hellere fri. Vi kan overveje at sende dem et julekort med tak. De har løsnet os af usynlige lænker.
For det er fuldkommen legitimt at takke nej til enhver form for invitation. Det gælder juleaften, rund fødselsdag, bisættelse o.m.a.. Der skal faktisk hverken forklares eller forsvares (det er blot ammunition til værten), der skal blot kommunikeres kort og kærligt. ‘Tak for invitationen. Vi deltager ikke. Vi ønsker jer en mega fed fest. Lad os ses på søndag til kaffe hos os’.
Morten og jeg har mistet familie og venner, fordi de blev sure over, at vi ikke deltog i et event, der var vigtigt for dem. Det gik op for os, at vi ikke mistede dem – vi havde dem slet ikke til at begynde med. Sande venner og en kærlig familie ville acceptere et nej tak.
Når først det bliver tydeligt, er der intet tab. Så er der bare blevet gjort rent. Vinduerne er vaskede. Vi kan se klart – både ud og ind. Tydeligheden gør deres reaktioner absurde.
Efter nu 15 år med en række ‘nej tak’ til invitationer har vi gjort os en del erfaringer. Den helt store er, at det er fuldkommen bedøvende ligegyldigt, hvad grunden er til man takker nej, det er ikke godtaget som grund nok. Så forklar aldrig!
Vores ene barn blev alvorligt syg og indlagt på Sankt Hans lukkede afsnit. Vi havde to fuldtidsjob og fire andre børn, heraf to helt små. Vi måtte passe på os selv og skruede derfor helt og aldeles ned for events og takkede nej til stort set alle invitationer.
Det blev ikke accepteret af alle. Jeg fik skylden i Mortens familie, for jeg var jo særligt sensitiv og det måtte være grunden. Jeg havde taget Morten fra dem og nu kunne de ikke lide mig. Det kunne de i begyndelsen, for der havde det fået Morten tilbage. Den forrige ægtefælle til Morten havde nemlig også stjålet Morten fra dem. Så det er ikke mig – eller hende – der er noget galt med. Det er vores roller. Den kvinde, der træder ind i rollen som ægtefælle til Morten, er en kvinde der stjæler ham fra familien.
Mine veninder derimod accepterede 100% vores situation. Vi takkede nej til 50 års, konfirmationer og bisættelser. De er stadig mine veninder – fordi de var det allerede. Forholdet var ikke betinget. Det var skabt på et solidt fundament af kærlig respekt for hinandens behov.
Klubmedlemsskabet er udløbet for længst. Vi trækker på skuldrene. Deres vrede og offerrolle preller af på os. Vi nyder tavsheden. For det gik op for os, at den betingede kærlighed var syg. Vi er løsnet af de usynlige lænker – vi er frie.
Du kan også være fri. Hvis du hellere vil holde jul hjemme, bare jer. Gør det! Drop ideerne om bør. Bør er noget man har på hovedet. Meld kort og kærligt ud. Ignorer kulden. Oplev den som et frisk pust, der vidner om deres svaghed og din frihed.
Slip dig selv fri af betinget kærlighed. Der er ingen, der gør det for dig.
