Vinni Gren Bonde

Jeg kender én, som er følsom, kreativ og spirituel. Han føler sig ikke tilpas i Danmark. Han har hele sit voksenliv (og han nærmer sig 50) drømt om at rejse langt væk fra Danmark, gerne til Sydamerika, og bosætte sig der. Arbejde der. Med what-ever. Han har flere skills, der gør, at han snildt kan klare sig rigtig godt. Men han tør ikke ….. Han taler kun om det. Igen og igen. Fordi ….

… han er under et enormt press fra sin gamle far. Om at uddanne sig endnu hårdere, få en højere grad, opnå et stabilt job med sikkerhed i ansættelsen, gerne indenfor det offentlige. En kandidatgrad. Få sig en kone og nogle børn. Blive til noget, være noget.

Manden jeg kender er stærkt ordblind, er slet ikke en læsehest. Det er slet ikke ham at studere. Til gengæld er han meget kreativ. Men faren har ingen respekt for hans kreative sysler og anderledes ansættelser. Selvom han tjener rigtig godt. Og altid har gjort det.

Det er tydeligt at min ven endnu ikke har kappet ‘naglestrengen’. Hans far er en tyran og styrer ham (og det meste af familien). Det er så synd, trist og skam. Det gør ondt at se. For han er ikke glad. Han søger dog fars anderkendelse så voldsomt – uden at være bevidst om det – at han har droppet sit eget liv og lever sin fars. Sin fars drøm. Sin fars værdier. Som ligger milevidt fra sine egne.

Hver gang jeg skriver til denne mand, så håber jeg inderligt at der intet svar kommer retur, fordi han har rejst sig, ophøjet sig selv og sin egen indre stemme og er skredet fra det hele. Taget langt væk, for at leve sit eget liv. Leve drømmen. Leve selv.

Hvis vi undertrykker os selv, som denne ven jeg har, så bliver vi syge og/ eller mismodige. For vi er ikke tro mod os selv.

Jeg tror ikke sygdom er karmisk. Jeg tror det er meget mere enkelt end det: Det er grundet den måde vi lever NU, og ikke hvordan vi levede i et tidligere liv. Jeg tror ikke vi skal tænke: Hvad er det jeg skal lære af det her? Jeg tror vi skal tænke: Hvad er det jeg har LYST til?

Jeg kender så mange søde spirituelle mennesker, der holder sig selv tilbage, fordi de tænker: Hvad er det mon Universet vil lære mig i denne her situation? Som om livet er én lang test, hvor vi skal lære noget. De bliver syge og holder sig selv tilbage og tør ikke træde i karakter, men træder vande. I en slags venteposition. Håber der kommer ‘svar’ fra Universet om dette og hint. Men svaret findes INDE i dem og ikke ‘derude’.

Når noget ubehageligt sker, er det måske også rart at tænke, at der er en dybere mening med det der sker. Så er det nemmere at bære elendigheden. Men, hvis der ikke er en bagvedliggende dybere mening med det. Udover, at det sker, fordi vi skal turde træde frem i os Selv, lytte til vores egen indre stemme og turde handle efter den.

Turde være dem vi er. Trods press udefra.

En norsk kvinde jeg kender har en voldelig eks-mand, som stadig banker deres otte årige datter, som bor hos ham. Hun tror det er karmisk, at hun selv – på et sjæleligt niveau inden hun blev født – valgte denne psykopatiske mand. For at hun skulle lære noget af ham. Hun tror hun bliver stærk af det her, selvom det er hårdt, og lærer noget smukt ud af denne psykopatiske relation.

Jeg er uenig. Hvis ikke jeg kunne få myndighederne til at fjerne datteren og få hende hjem til mig selv – som i lige nu – ville jeg bede helt andre ‘myndigheder’ om hjælp, så denne mand kunne stoppes NU! Jeg ville bestemt ikke vente på Staten og Universet.

Jeg håber så inderligt, hver gang jeg modtager en ny besked fra min ven, at han skriver han er rejst. Rejst efter sig selv.

Min drøm var, at være hjemmegående husmor, med tid til alle mine kreative og kunstneriske kvaliteter. Det fik jeg!

Havde jeg gået og tænkt, hvad Universet mon ønskede af mig (og som mange spirituelle terapeuter velment har forkyndt mig), ville jeg endnu have siddet i noget forkert, hvor jeg ikke følte mig rigtig hjemme. Så havde jeg levet deres liv og deres forestilling om, hvilket liv jeg skulle leve. Men jeg har givet det fingeren og gået min egen vej – hver gang en rådgiver har forslået noget, fordi jeg kunne mærke dybt inde i mig selv, at det ikke var sandt, at det ikke var den drøm jeg skulle jage. Jeg ER nemlig allerede på plads. Jeg er lige der, hvor jeg gerne vil være. Det er ikke min karma. Det er mit liv. Min drøm. Det er mit valg. Jeg lever mit liv.

Lev dit liv.