Vinni Gren Bonde

Det er i orden at slukke for skærmen, undlade at holde fødselsdag og takke nej til en invitation. Hvis nogen bliver prinsessefornærede over at du gør det, handler det om dem. Ikke om dig.

På mange måder er min bonusfar et forbillede for mig. Han er god til at sige til og fra. På behagelig vis. Det er enormt befriende. For ham selv og for os andre. Det er få mennesker, der er god til den slags.

Fx takkede han nej til at deltage i min bonussøns nonfirmationsfest. Jeg kendte ikke grunden. Jeg spurgte ikke til den. Jeg havde fået besked – det var nok! Det rager ikke mig eller andre, hvorfor han vælger en fest fra. Jeg ved, at hvis han takker nej til en invitation er der en grund. Og at den er gyldig, selvom jeg ikke kender den. Når han takker ja, så ved jeg at han virkelig ønsker at være tilstede. Dejligt!

Hvor ville jeg ønske vi var flere, der kunne praktisere den slags ærlighed. At være tro mod os selv og takke pænt nej, fremfor at hoppe rundt til det ene og det andet, bare for at please andre og gøre hvad vi tror forventes af os. Det er jo ikke til at holde ud! Der kan jo være hundrede grunde til, at en person ikke deltager i et arrangement. Og hvem er vi at kræve forklaringer og herefter vurdere, hvorvidt det er grund nok?

Jeg vil gerne være meget bedre til at sige pænt ‘ja tak’ og ikke mindst pænt ‘nej tak’. Jeg vil ikke bare deltage i noget, eller invitere til noget, fordi jeg følger en gammel røvsyg norm, som en eller anden død har skrevet, dengang verden var en anden.

Hellere opfattes som værende mærkelig fordi jeg takker nej til en invitation, end at være løgnagtig og uærlig ved at deltage selvom jeg faktisk slet ikke har lyst. Rend mig i normerne …