Vinni Gren Bonde

I dag var jeg tidligt oppe, for at køre Clara og Morten til toget. Vi bor på meget langt ude på landet, så en tur til stationen er 13 km væk. En biltur klokken 5:30 en lørdag morgen primo januar er mørkt!

Vi har ingen gadelygter eller anden belysning herude. Altså overhovedet intet. Hvis der ikke er lys på bilen er det bare sOrT og man kan vitterligt ikke se en hånd for sig! Det er så mørkt, at jeg føler mig suget ind i det sorte intet gennem forruden på bilen, mens jeg kører. Det er en fed fornemmelse.

Når man bor herude, bliver man ven med mørket. Landboen sover tungt i dette mørke. Aftnerne er markant længere end for byfolk, dagene kortere – for det er solens gang, som styrer længden på dagen herude. I måneder med kun lidt sol, er der kun lidt lys. Det påvirker hele måden at leve på, for mange.

Der er noget magisk ved disse mørke morgener. At være oppe som den ‘eneste’ i miles omkreds er som at være ‘den ensomme vandrer’ i et eventyr. Det giver en følelse af at være på forkant. Få huse – ude på en mark – har måske tændt et forsigtig lys. Måske bor der en ældre herre, som altid har stået tidligt op, og nu tænder lys for at finde kaffemaskinen. Nogle har måske tændte LED stearinlys i vinduerne natten igennem, for at hygge om ‘forkantsmennesker’ på vej.

Hvorvidt man er på land eller i by, så er det forbundet med en vis charme at være tidligt oppe. I byen kan man sidde og stirre ud af vinduet fra en mørk lejlighed og se en ensom bil passere, alt imens sarte toner af klassisk musik fra radioen omslutter sindet som et varmt plystæppe om kroppen. Hvad skal manden i bilen? På landet skimtes svagt et lys i horisonten. Det er fra huset nede ved kirken 1 km borte. Det er en hilsen til mig om, at jeg ikke er alene. Der er naboer derude, i det store mørke.