Vinni Gren Bonde

Tre ting jeg savner fra 90’erne:

Klippekortet

Ingen app, ingen køb i særskilt forretning, kunne købes i bussen med kontanter – anonymt. Så venner og familie kunne låne klippekortet.

Det var nemt, det fungerede!

Den stationære telefon

En telefon man kan holde ud at tale i, uden at live fuldkommen ristet i den eneste side af hjernen! Forbindelsen var stabil og man havde den netop ikke med sig, hvilket var en befrielse og frihed jeg i dag savner – for ingen forventede at man var tilgængelig. Man kunne vælge at have en stationær telefonsvarer, hvis man ville.

Vi drak kaffe hjemme hos hinanden, for caféer fandtes ikke (og de var FRÅS !)

For at vedligeholde et venskab, var det rigeligt at byde på kaffe hjemme i privaten. Måske en ristet krydrebolle.

Man mødtes ikke på caféer, for det havde ingen råd til – eller brugte i hvertfald ikke penge på dengang – og de få caféer der fandtes (jeg tror der var to i København) var for dem fra Wishky Bæltet, som skulle til København i weekenden og spise brunch. Noget vi andre cyklede forbi og gloede på, for det var en fuldkommen ukendt adfærd for os almindelige dødelige i ’90erne. Brunch var for de rige. Vi andre smurte et stykke knækbrød med ost om morgenen og satte en kande kaffe over.

Når vi besøgte hinanden hjemme i sofaen, kunne vi tale privat, uden andre kunne høre det, hvilket er umuligt på en café. Vi kunne lytte til hinandens musik, en ny CD var anskaffet, og vi så hinandens nye tøj og genså hinandens hjem. Puderne, malerierne, spisebordet med den samme Alto vase, som sidt vi var på besøg. Det gjorde vi kom tættere på hinanden. Vi lærte hinanden bedre at kende. Venskabet var ikke overfladisk med en månedlig catch up på en café, med kaffe til 98 kr.